Om mit englebarn

D. 15. februar 2002 blev min 2. søn Jonas født. Lille, fin og færdig, med den fineste lille næse, den mest spidse hage i hele klanen, 31 cm lang og 830 g. Jonas blev født i 25. graviditetsuge, for lille, meget hjerneskadet og alt for syg til at blive hos os.

Efter fødslen
Da jeg havde født ham, lå han på mit bryst og få minutter senere ebbede livet ud af hans lille krop. Den følelse, jeg havde på det tidspunkt var på én gang en fantastisk kærlighed og glæde over at have mødt mit lille barn og holde ham i armene. Men samtidig en STOR altopslugende sorg over allerede at have mistet ham — et barn jeg selvfølgelig elsker. En sorg over at vi ikke skulle dele livet sammen. En sorg over at alt det, jeg havde forestillet mig, vi skulle sammen, allerede var ovre. En sorg over ikke at kunne give ham al den kærlighed, som jeg havde i mig. Det var så hårdt, at jeg slet ikke forstår, at JEG overlevede!

Han “er her” stadig
Det er takket være støtte fra Thomas, familien, sorggruppen fra Skejby og min fantastiske virtuelle veninde, Kamilla, at jeg er her endnu og igen har mod på livet. Men selv om livet går videre, går der dog ikke én dag, hvor jeg ikke tænker på min Jonas. Men nu er han “med mig” på en god måde. Sorgen er der stadig , men den er nærmere vendt til at være en kærlighedsstanke om mit lille englebarn, som desværre kun kan være med mig i hjertet. En kærlighed, der også giver lyst og kraft i livet…