At se sig selv i øjnene

Foråret 2011 flygtede Andrea Hejlskov, psykolog og forfatter, i desperation over livet sammen med mand og 4 børn fra en villa på Mors til den svenske vildmark. For at se sig selv i øjnene, leve simpelt og være frie. Off the grid.

Af Line Riiskjær Høi

Vi blev nødt til at gøre noget – ellers ville vi dø som mennesker! Så dramatisk var det faktisk. Det var det”, siger Andrea eftertrykkeligt og med dyb alvor i stemmen. Andrea havde stress og angst. Hendes mand led af depressioner. De 4 børn trivedes heller ikke. De måtte finde et alternativ til det liv, der for alvor var ved at knække dem. Det liv, hvor hverdags-loop’et gentog sig hver dag uden at de kom nogen vegne. Et loop af arbejde, regninger og ting, de burde nå og have styr på. Ting, der gav en følelse af utilstrækkelighed og af at skulle indordne sig.

Tilfredsstillelse i det konkrete
I solen ligger hundene og sover. En ørn flyver rundt i cirkler over skovdalen i den Wärmlandske skov ved floden, hvor familiens nybygger-bjælkehus er ved at rejse sig – langt fra det moderne liv. Andrea stryger det mørke hår væk fra panden og snakker med Sigurd på 2 år, der forsøger at finde ord for det nære, der sker omkring ham: skov, ørn, far. Sammen henter de vand og brænde, laver mad og vasker op. Og bygger et bjælkehus. Og netop i dét finder Andrea en stor tilfredsstillelse; i sammenhængen mellem den mængde arbejde, hun lægger i noget og det reelle udbytte, det giver. Det står i skarp kontrast til hendes tidligere arbejde som børnepsykolog.


Vildmarkskompromis
De første 9 måneder var hardcore vildmark uden strøm eller andre moderne bekvemmeligheder – med ulve som nærmeste nabo. Men nu er familien flyttet midlertidigt ind i et andet hus i skoven. Et hus med strøm, men stadig småt og primitivt. Andrea stryger en tændstik og tænder op i kakkelovnen – husets hjerte og vigtigste sted vinteren over, hvor temperaturen udenfor har været ned til minus 25 grader. ”Vi fandt ud af, at vi havde valgt FOR mange ting fra. Strøm. Internet. Og børnenes skolegang”. Selv i vildmarken må Andrea gå på kompromis med idealerne. Det kan ikke lade sig gøre med skolegang fra den hjemmebyggede bjælkehytte helt ude i vildmarken. Om få måneder flytter de til en anden vildmarksgård. Stadig i naturen og med et simpelt liv. For naturen har altid været central for Andrea og giver hende en følelse af sammenhæng. Som barn søgte hun også tit naturen terapeutisk – hvis hun fx var ked af det.

Kodak-moments og fællesskab
Andrea sidder med familien rundt om bålet. Røgen står lige op i luften. De snakker om alt og intet, om dagens praktiske opgaver. Griner. Er. Det er et absolut kodak-moment, der bliver gemt på Andreas indre nethinde. Og dem oplever hun mange af i vildmarken.
Men hun synes også, at det er hårdt at være så tæt sammen. Hun har brugt mere tid på at håndtere konflikter og følelser, som hun havde lukket øjnene for derhjemme end på at være ”nybygger”. Men det har givet et enormt fællesskab i familien. Og det er en værdi, som hun ikke længere vil gå på kompromis med. Andrea fortæller, at det også er for børnenes skyld, at de flygtede. ”Før levede vi reelt separate liv. Jeg havde et stort behov for at vise børnene mine værdier. Ikke kun at tale om dem.”

Ikke et lykkefix
Men livet i vildmarken er ikke et lykkefix for Andrea. Hun går ikke rundt og tænker, at nu er hun lykkelig, nu er børnene lykkelige, nu er alting godt. For sådan er det ikke. Alligevel er det kommet bag på hende, hvor meget hårdt fysisk arbejde det kræver at skabe sit eget liv. I perioder kæmper Andrea med svære rygproblemer. Alligevel føles det bedre at mærke livet og se sig selv i øjnene. Hun tager ansvar for sit eget liv. Hun gør noget.

Det kræver sit mod
At rykke sig selv og børnene op med rod og starte på et alternativt liv i vildmarken krævede overvejelser. Og mod. Og det har Andrea. ”Men modet er lige så meget udtryk for, at jeg prøver at finde mig til rette i det her liv. Hvis man ikke lever et liv, man kan stå inde for, og samtidig har erkendt en eller anden form for sandhed om sig selv, så føles det som forræderi ikke at gøre noget ved det”, Andreas ansigt og oprejste pande understreger hendes ord. Hendes flugt til vildmarken understreger hendes ord. Nogle gange får hun på puklen for det. Og møder skeptiske folk, der slet ikke forstår eller ligefrem bliver provokerede af familiens valg. Men Andrea er tro mod det, hun tror på og vil ikke gå på kompromis med at leve intenst.

En kvinde skrev engang til mig, at hun ikke kunne lide mig, fordi jeg havde så meget selvtillid. Jeg tudede i tre dage af fuldstændig forbløffelse over, hvordan hun kunne tro, jeg har selvtillid, når jeg bruger en stor del af tiden på at hade mig selv.«

Kommunikerer sit liv
I stille stunder og pauser fra det fysiske arbejde tænder Andrea sin computer og poster tanker om livet i vildmarken ud på sin blog – det skal ende med at blive til en bog. Desuden tjener hun en smule penge gennem bloggen og har gennem nettet kontakt til alle mulige folk.
På en måde udleverer hun sig selv på bloggen, men hun er ikke bange for at gøre det. For hende er det vigtigt at være ærlig og prøve at blive forstået. At kommunikere brudstykker af sit liv. Sådan var det også, da Andrea, depressiv efter en voldsom skilsmisse, var alenemor til 3 børn i København, skrev om det og udgav verdens første Facebook-roman i 2009. Dengang udleverede hun også dele af sine inderste tanker i bogen og på nettet. Og levede i øvrigt sit sociale liv på nettet, fordi det var lettere at skrive ting her end i virkeligheden. Her igennem fik hun fx også igen kontakt til sin nuværende mand, Jeppe, en gammel efterskoleven – ”
En true love historie. Totalt lyserødt.”

Modsætninger
Set udefra lever Andrea måske et modsætningsfyldt liv: hun søger det simple liv men holder samtidig fast i dele af det moderne liv. Hun udstråler mod og handlekraft, men er samtidig usikker og flov. Over at hun f.eks. er bange for at rejse alene. Hun ser sig selv som et postmoderne menneske, komplekst og fuld af modsætninger. Negative og positive. Hun er konfliktsky og konfronterende. Ekstremt følsom og ekstremt hård. Selviscenesættende og privat. Og sådan har hun altid haft det: ”Som barn var jeg på den ene side meget indadvendt og genert, men jeg har fået at vide, at andre husker mig som en smilende, populær pige. Jeg husker mig selv som en ulykkelig og akavet pige”.

Indretter sit liv efter det nære
Andrea tror ikke på det perfekte liv eller på ‘tre lette trin’ til lykke. Uanset om man lever i Danmark eller om man flygter ud i vildmarken. Men man kan se sig selv i øjnene og leve livet efter dét. ”Livet er en motherfucking kamp, men så snart man omfavner det faktum, får man det måske en smule bedre med sig selv. Jeg er stadig som jeg er – lidt fucked up og halvdepressiv. Og det må jeg jo forholde mig til og indrette mit liv, så det tager højde for hvem jeg ER. Og jeg har virkelig brug for at være tvunget til at forholde mig til de nære ting for at have det godt: at sørge for min familie.” Så det gør hun.

 

Fakta:
Andrea Hejlskov er født i 1975 i Skive og er vokset op i hhv. kollektiver og parcelhusmiljø i Jylland og på Sjælland. Som 20-årig fik hun tvillinger og yderligere en dreng som 24-årig. Hun har læst psykologi på KBH.s Universitet, undervist og arbejdet som børnepsykolog.
I 2005 udkom hendes anmelderroste fantasy-roman ”Lokes Høj” og efterfølgende verdens første Facebookroman. Nu lever hun ‘off the grid’ i den svenske vildmark med mand og fire børn – og blogger aktivt om sit liv, sine tanker og alt mellem himmel og jord på andthegreatescape.blogspot.com. F.eks. dette: Friday is pizzanight. Always has been, always will be. It´s just the SURRONDINGS that change. And somehow the surrondings matter.”