Måske var det karma

Hvor er jeg glad for, at jeg takkede ja til invitationen om at kravle ind under tæppet i sofaen med den 5 årige, da han den anden morgen med søvnig stemme sagde: “Kom lige mor” og løftede op i tæppet.

Egentlig var der en masse, jeg skulle nå. Så han burde allerede være på vej i børnehave.

Men jeg lod arbejde være arbejde og kravlede altså ind til ham. Og vi bare sad der. Sammen.
Ind til jeg en times tid senere fulgte ham i børnehave.

Senere på dagen tikkede en stor opgave – helt af sig selv – ind i den lille biks.
Måske var det karma?

Dejligt var det i hvert fald.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *