Er godt begyndt halvt fuldendt?

Jeg håber rigtig meget, at ordsproget “Godt begyndt er halvt fuldendt” også gælder for forældre med teenagere.

Uden at prale, tror jeg godt, at jeg som mor til 4 børn kan kalde mig en forholdsvis rutineret forælder. Det har bestemt ikke været let. Tålmodighed og følelser har været på seriøse prøver mere end én gang. Og er det løbende.
Men jeg har klaret det meste udmærket. Stort som småt. Fra fødsel og glæde til død og dyb håbløshed. Fra grin og øjeblikke af kærlighed og uendelig lykke til bundløs gråd, kolik, børneopkast i kavalergangen ombord på fly, virkelig mange nætter med alt for lidt og afbrudt søvn, ituslåede tænder, forældermøder, lægebesøg og madpakker i laaange baner.

I det mindste har det gjort mig pænt overlegen til at greje, om det er kram, overtalelse, gulerod eller tossede tidtagningskonkurrencer, der er brug for, når fx et børnehavebarn for alvor har taget nej-hatten på, men kabalen skal gå op og vi egentlig skal ud ad døren om morgenen. Eller der skal ryddes op i lego-eksplosionen på værelset. Eller vaskes fingre før aftensmaden.

Jeg har fået pænt styr på, at sætte de grænser, som jeg finder vigtige og holde dem. Eller åbne op for overskuelige “smuthuller”, når der er behov for det, hvis fx 1.klasses barnet ikke kan geare ned efter hysterisk fjolleri midt i maden. Eller på anden måde har kørt sig selv op i et hjørne, som det er svært at finde ud af igen.

Jeg er blevet en slags mester i at greje, om der skal lyttes, snakkes eller blot holdes om, når en 10 årig fx ikke kan finde hovede og hale i noget og synes, at det er svært at finde ud af livet. Eller er bange for ulve. Eller døden.

Jo, det går så fint på mange vigtige områder.
…Så længe der er tale om børn, der IKKE er teenagere!
For lige dér, på teenagefronten, må jeg indrømme, at der er et stykke vej endnu for mig. Lige dér bliver jeg usikker og totalt i tvivl igen. Og synes, at der er rigtig lang vej endnu. Som i RIGTIG lang vej.

For hvordan pokker viser jeg, at jeg holder af min teenager og meget gerne vil ham, når det meste af det, jeg siger og gør, bliver misforstået? Eller afvist?
Hvordan pokker finder jeg ud af, om jeg gør det rigtige, når reaktionen udebliver? Eller er negativ? Uanset, hvad jeg gør?
Hvordan pokker finder vi noget at lave sammen – eller blot mødes om – når vi er så langt fra hinanden? Og alligevel tæt?
Hvordan pokker støtter jeg bedst op om, at min teenager vokser som et selvstændigt menneske, men at jeg stadig som mor har holdninger til og ønsker for mit teenagebarns liv? Uden at blande mig for meget? Eller for lidt?
Hvordan pokker respekterer jeg bedst ham og det, han gerne vil samtidig med, at vi er en familie, der skal fungere og nødvendigvis må stille krav til hinanden for ikke at ende som et pensionat, der står parat 24/7?
Hvordan pokker giver jeg slip, samtidig med at jeg også holder bare lidt fast? I noget?
Og hvad med alt det, jeg gerne ville have lavet med ham, men som vi bare ikke nåede, fordi der hele tiden var så meget andet? Og er det for sent nu?
Hvordan pokker gør jeg som forælder til en teenager?
Hvordan blev han i det hele taget så stor, så hurtigt?!

…På sigt kort eller lang fremstår stadig uvis forventer jeg, at finde en form for svar. I det mindste på nogle af spørgsmålene, så mine 4 børn eller blot nogle af dem, får en chance for at blive vellykkede mennesker.
Hvem ved, måske ender jeg endda også ud som halvkompetent teenager-mor.
En gang…

You may also like...

1 Response

  1. Nete siger:

    Jeg er sikker på at du gør det så godt og at det hele nok skal gå!
    Jeg kender godt usikkerheden med, hvornår man gør det rigtig/forkert osv. Men det er vel vilkårene med ansvaret for børn. Good luck!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *