Banale hverdagstanker, der virker

Om jeg har været 1 måned sydpå uden netforbindelse? Om jeg har haft brækket alle mine 10 fingre, så jeg ikke kunne skrive? Eller om jeg har været så travlt optaget af buissness, at jeg ikke har kunnet afse et øjeblik til et blogindlæg?

Nej. Nej. Og kun en lille smule. Men mest af alt har jeg bare syntes, at mine tanker var for banale til at nedfælde. Hvilket underligt nok ikke har afholdt mig fra at blogge tidligere.
Om jeg er tilbage på bloggen for fuld styrke? Det vil vise sig. I dag har jeg i hvert fald en tanke, jeg godt vil dele. Selv om den også er banal…


Det er træt mandag morgen. Vi er flere, der er let morgensure. Eller i hvert fald ikke oplagte til mandag. I særdeleshed Sejr på 4, der stejler og skælder ud på alt og alle, der nærmer sig ham. Morgenmad, toiletbesøg, søskende, mor der forsøger at hjælpe, at få tøj på, at han om lidt skal i børnehave. Alle får vi et fur af de større med på vejen.

Jeg tager dybe indåndinger undervejs og forsøger at stryge MED hårene. Men jeg er bare selv for mandagsmorgentræt til at have overskuddet. Og det bliver til flere højlydte: “Stop så , Sejr!”.

Jeg ved godt, at det ikke er det, han har brug for. Men det er det, jeg kan give ham. For tiden og mit eget humør står i vejen for andet.
Men da de 3 skolebørn er sendt af sted med hver deres skoletaske fyldt med ting til dagen … fuck, vi glemte igen at få Smillas biblioteksbøger i tasken…, kan jeg endelig finde det frem, som jeg ved, han har brug for:

I starten stritter han i mod, men jeg tager ham ind til mig og vi sidder bare og rokker frem og tilbage sammen. Helt uden at sige noget. i ca. 5 minutter. Og minut for minut slapper han af og bliver blød og glad og til sidst bliver han på magisk vis helt sig selv, der rejser sig og siger: “Nu er jeg klar til at komme i børnehave!” Og det er han.

Det er så banalt, men det er virkelig, når man er allermest irriterende, allermest ucharmerende og allermest ude af sig selv, at man har brug for at mærke, at nogen holder af én.
Så banalt er det. Og jeg VED, at det virker for både børn og voksne i denne familie.

Men det er ikke altid, at jeg magter at gøre det. Og så skal jeg lige have fundet ud af, hvordan teenagemodellen af ovenstående fungerer…

Dette indlæg blev udgivet i At være menneske, At være mor, børn, Glæde, Hvem tager lorten?, Hverdag, Stemning, tanker, Teenager, Til inspiration. Bogmærk permalinket.

2 Kommentarer til Banale hverdagstanker, der virker

  1. Merete Fenger - mor - skriver:

    Kære Line
    Jeg har med stor opmærksom læst dine tanker / oplevelser /følelser.
    Du har bare ret i at vi hver især, uanset alder, er fyldt, optaget eller ramt af forskellige ting.
    Somme tider er der plads eller tid til at få eller give sig selv eller andre lige det man har brug for.
    Ofte må man udskyde sit eget behov, eller udskyde at give det der er bedst f.eks. til sit barn, men jeg tror på det er muligt at udskyde, bare det BLIVER givet og bare man bliver set, hørt eller mærket.

  2. Mit Helle skriver:

    Jeg kan følge dig hele vejen, Line – og du rammer lige ned i et af mine favorit-mantraer
    “Kvæl det med kærlighed” – hvilket jo var præcis hvad du formåede at gøre sammen med Sejr.
    Rigtig god mandag her fra :)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>