Veje, genveje eller omveje

2011 er rullet forbavsende hurtigt forbi der ude. Og jeg fatter ikke, at der nu er gået endnu et år. Jeg føler mig lidt gammel, når jeg siger sådan, for engang var det sådan noget vrøvl, ens mormor sagde. Nu siger jeg det selv. Og forstår det.

Men selv om året er gået hurtigt, er det et år, der har sat et vist præg på mit liv. Et år med noget, som jeg ikke helt ved, om jeg skal kalde genveje eller omveje.  I hvert fald veje, som jeg slet ikke kunne have forestillet mig på forhånd. Veje, som jeg aldrig ønsker at gå ad igen, men alligevel veje, som jeg ikke ville have været for uden.

For et år siden var jeg nemlig en anden. Nej, selvfølgelig ikke helt. Men lidt alligevel.

Jeg havde gennem alt for lang tid gemt og glemt mig selv. Fordi der hele tiden havde været noget andet, der syntes vigtigere. Noget, der hele tiden skubbede mig i baggrunden: arbejde, omsorg for egne og andres børn, familiens behov,  andres forventninger, koordinering og logistik, praktiske hverdagsopgaver, ombygningsrod osv. … Alt sammen havde det i den grad fået lov til at fylde for meget og havde skubbet MIG helt i baggrunden. Jeg havde skubbet mig i baggrunden. Endda så meget, at jeg en dag ikke kunne stå op, men i stedet bare måtte overgive mig til en tomhed og tristhed så stor, at jeg kun kunne græde i afmagt eller stirre tomt ud i luften. Så det gjorde jeg. Et stykke tid i hvert fald.

Man fatter ikke, når man ser det udefra, at man ikke bare kan tage sig sammen og tage fat og gøre noget ved det! Men det var jo netop det, jeg havde gjort så alt for længe: Klaret det, selv om jeg ikke kunne. Så jeg kunne ikke tage mig sammen mere. Det var fysisk og mentalt umuligt.

Kald det depression, stress, udbrænding eller wake up call. Ordet er ligegyldigt, men tilstanden ulidelig og altopslugende. Men helt og aldeles nødvendig! For jeg havde været på vej ud af en vej, der ikke var spor holdbar for mig.  Hverken arbejdsmæssigt eller personligt.

Men hvad gør man så, når kroppen og hjernen ikke kan mere? Når det værdisæt, den “historie”, man har bygget sit liv op omkring med ét er smuldret, er forkert og ubrugelig? Og alt for uoverskuelig? Og der ikke er noget andet i stedet? Og man føler sig så lille, nøgen og uduelig til stort set alt? Man gør ingenting lige der, for man kan ingenting.

Rock Bottom, er det bedste udtryk, jeg kan komme i tanke om.

Så der rodede jeg rundt og ledte en rum tid famlende efter noget brugbart til at bygge livet op af igen. — Der måtte for filan da være en rest af et eller andet derinde et sted. Men det var godt gemt!

Langt om længe fandt jeg dog noget, en del af mig selv, om end noget forkommen og forsømt. Men jeg fandt den og den var værd at støve af og hjælpe på vej. Værd at bygge videre på. Så det gik jeg i gang med. Med gåture, mindfullnes, snakke og samvær med min elskede og med mine børn. Snakke med en psykolog, skriblerier i alle afskygninger, musik, middagslure, positiv opmærksomhed, ja, alt, hvad der føltes godt. I nuet.

Langsomt fik jeg endda lyst og mod på livet igen. Og hey,  pludselig er et år gået siden dengang. Og jeg fatter ikke, at jeg er kommet så meget længere og videre. Med mig selv, med livet, med tanker, ønsker og drømme. Dét ville jeg ikke have været foruden, for mit liv er blevet meget rigere af det! Jeg har fundet nye veje i mig selv. Men det har krævet en del skift og lugen ud i tanker og vaner. Og prioriteter. Samt et skift i karrieren, så lærergerningen og omsorgen for andre folks børn pt. er byttet ud med tid til skribleri og en journalistuddannelse. Bare fordi jeg synes, at det er sjovt at skrive. Og lege med ord.

Så uforudsigeligt er det altså. Livet. Og fuld af veje, genveje eller omveje.

Gad vide, hvilken vej 2012 kommer til at følge??? En smutvej ville være fint…

Billedet er lånt her

You may also like...

9 Responses

  1. Kirsten Petersen siger:

    Hej Line.
    Godt nytår 🙂 Tak for de mange gode beretninger om alting og ingenting. Jeg er glad for, at du er blevet en gladere kvinde (pige?!?), og jeg er sikker på, at det kommende år byder på spændende, nye og gode udfordringer.
    Kh. Kirsten (KiP)

  2. Maria siger:

    Smukt og rørende indlæg!
    Du ønskes et ekstra godt nytår

  3. HH siger:

    Skønt med sådan en beretning om at vende en dep. til noget positivt! Tillykke med det og tak for alle de gode 2011 beretninger. Jeg ser frem til endnu flere i 2012!
    Godt nyt år

  4. Lines liner siger:

    Tak for jeres hilsner 🙂
    Og godt nytår!

  5. Stor tak fordi du så ærligt fortæller om din svære rejse. Jeg ønsker for dig at du fortsat mærker lys og glæde på din vej – og under dig hver eneste smutvej, du kan finde i 2012 🙂

    You go girl!

  6. Teresa siger:

    Wow. Jeg føler, at jeg sidder og ser mig selv i spejlet. Selvom jeg godt ved, jeg ikke er der endnu. Der hvor jeg kan skue tilbage og mærke, hvordan situationen har gavnet mig. Jeg er stadig midt i det. Med glimt af klarsyn, der fortæller mig, jeg trods alt bevæger mig i den rigtige retning omend alt for langsomt.
    Jeg er også der, hvor lærergerningen er skubbet til side, fordi omsorgen for andre fylder for meget og skubber mig selv væk. Jeg er der, hvor min fremtid skal indeholde meget mere leg med ord. Flere skriblerier. Derfor bloggen. Og bogen, du ved.
    Det trøster mig at læse, du er kommet styrket igennem det, altså at du kan se, at episoden har gjort dig noget godt på længere sigt.
    Jeg er bare så træt. Træt af at være magtesløs. Træt af at være træt. Træt af at have lyst til at ligge mig ned og tude igen og så igen. Men du giver mig håb. Trods alt. Tak for det 🙂

  7. Teresa siger:

    argh, har skrevet ligge i stedet for lægge. Det kan jeg slet ikke holde ud.

  8. Lines linier siger:

    Kære Teresa
    Jep, jeg så også mig selv i spejlet hos dig i dit indlæg 😉 Og ja, jeg er heldigvis kommet videre. Ja, jeg skriver i datid. Men nogen mållinie føler jeg ikke, at jeg er kommet over. Den er ikke endeligt passeret, selv om jeg gradvist er kommet SÅ meget videre end for halvandet år siden.

    Måske er jeg bare kommet til erkendelsen af, at jeg aldrig kommer til at passere nogen mållinie. At jeg aldrig bliver mit gamle jeg, der kan, hvad jeg engang kunne.
    Det lyder måske nedslående. Sådan mener jeg det slet ikke. Men så længe, at du har mållinien som succeskriterie, vil du sikkert fejle. For mig handlede det om at acceptere det og sætte andre succeskriterier op. Acceptere, at der nogle nogle gange skal utrolig lidt til, før end jeg ryger i hullerne i vejen. Acceptere, at jeg ikke kan leve nøjagtig det liv, jeg levede før. Og at jeg heller ikke skal det, fordi det sled mig op! Men at jeg i stedet skal noget andet. Og at det i virkeligheden er meget bedre for mig.

    Jeg glemmer det stadig af og til og kommer til at måle mig selv efter min gamle målestok. Og det føles, præcis som du beskriver det, som at ramme en bundlinie, som et nederlag, der gør dobbelt ondt. Heldigvis har jeg efterhånden lært lidt mere om, hvordan jeg skal kæmpe mig op igen: bl.a. ved hjælp af de små succeser, ved hjælp af det jeg kan og ikke ved at piske mig selv med det, jeg ikke kan. Det lyder så frelst, og det er ikke nemt.

    Jeg ønsker dig al held og lykke og styrke til at acceptere, at du godt må være svag. At du ikke skal overkomme det hele.
    Kram
    Line
    Svar ↓

  1. 12. august 2012

    […] så skal jeg læse dette blogindlæg hos Line igen. For jeg ser mig selv i det, hun skriver. Og hun skriver om sit forløb i datid, ergo […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *