Kender du fornemmelsen af at føle dig helt misforstået? Og ikke kunne gennemskue, hvordan det gik til?
Jeg gør.
Det føles ret uretfærdigt. Og dumt. Skulle jeg hilse at sige.
Short story long:
De sidste måneder er opgaverne ikke ligefrem væltet ind i biksen. Men sådan er det jo i perioder, hvor det så bare er ekstra vigtigt at tænke i andre baner og prøve at finde nye muligheder. Og ikke mindst gejst til at springe på hesten igen og fortsætte. Så det har jeg forsøgt.
Men det er altså ikke altid så nemt. Når man skal mobilisere kræfterne til det alene. Igen og igen.
For ja, gu trænger jeg efterhånden til nogle kolleger. Ikke samarbejdspartnere eller kunder, jeg skal imponere eller levere til, men kolleger, jeg kan sparre og dele de arbejdsmæssige udfordringer og glæder med. Ja, jeg trænger til at være en del af et større og mere meningsfuldt projekt sammen med nogen.
Bl.a. derfor har jeg siden nytår haft søgt et par spændende jobs, hvor jeg i særlig grad kan se mig selv byde ind med noget. Det ene job nåede jeg aldrig til samtale på. Ganske givet bl.a. fordi der var ikke mindre end 414 andre ansøgere til jobbet…
Men i torsdags var jeg faktisk til en jobsamtale om et job, der for alvor ligger lige til ”højrebenet” for mig.
Og det gik rigtig godt til samtalen, synes jeg. God stemning. Fin præsentation af mig selv, min faglighed og eksempler på opgaver, jeg har løst til kunders fulde tilfredshed. Rede svar på de fleste spørgsmål og velbegrundet samtale om andre. Helt klar fornemmelse af, at vi kunne være et godt match for hinanden. Og ægte latter og smil til sidst.
Hvad mere kan man ønske sig?
Således er weekenden gået med en utålmodig, men ganske ok fornemmelse i maven over min indsats og muligt match med den pågældende organisation.
Men jeg fik et nej.
En afvisning og kort begrundelse.
På mail:
”Vi fandt vores projektleder. Du er desværre ikke med i det videre forløb.
I evalueringen af din samtale havde vi følgende punkter:
– Du har gode kvaliteter og går tydeligt efter indlevelse frem for at komme med facit med to streger under.
– Vi savnede kompetencer til opsøgende arbejde og kunsten “at sparke døren ind” på diplomatisk og vedholdende måde
– Vi oplevede, at du har en god basis og har et stabilt ståsted i form af kendskab til dig selv og dine holdninger.”
Og så et “med venlig hilsen”.
JAMEN HVAD???! ER DÉT DERES BEGRUNDELSE?
På mail??!
Ikke fokus på facit med to streger under? Selvfølgelig har jeg fokus på facit og resultater, men vejen til facit med to streger under kan jo netop – og SÆRLIGT i den organisation – gå gennem ‘indlevelse’! Fx i form af PR-arbejde med at få sat deres sag massivt på dagsordenen i medierne og samtidig etablere et udvidet samarbejde med relevante organisationer/ samarbejdspartnere (hvor jeg i øvrigt allerede har kontakter og netværk). Derfor vægtede jeg helt bevidst at fokusere mest på dét til samtalen. Fordi det er min særlige styrke.
Og hvordan kan de savne kompetencer til opsøgende arbejde og kunsten ”at sparke døren ind” på en diplomatisk og vedholdende måde? …Det er nemlig slet ikke sådan, jeg ser mig selv i arbejdssammenhæng, hvor jeg jo lever af at åbne nye døre med nye samarbejdspartnere og netværk. Netop på en diplomatisk måde.
Hvordan gik det til, at de ikke kunne se det?
Ja ja, det er selvfølgelig HELT fair, at de fandt en anden til jobbet, der er mere kompetent end mig eller passer bedre ind, end jeg. Det kan jeg sagtens leve med. Jeg ved jo godt, at vi er mange om budet.
Men ikke med den begrundelse. Pr. mail. Som jeg ikke er enig i. Eller ikke forstår, hvordan de kom frem til.
…Hvilket egentlig er det værst tænkelige, når det netop er kommunikation, man forsøger at leve af.
Og uretfærdigt.
Og dumt.
Lige nu synes min lille forsmåede hjerne kun at kunne se 2 valgmuligheder for min videre gang i verden:
1) At pege misforståelsen indad og tvære mig selv ud med den = opgive og kaste håndklædet i ringen
eller
2) At vise overfor mig selv og dem, der har misforstået mig, at de er aldeles forkert på den og at de ville ønske, at de havde ansat mig.
Hvis du kender mig rigtigt, ved du hvilken mulighed, jeg vælger…
