Om stive tissemænd midt i morgenmaden

Jeg havde ikke lige set det komme, at vi skulle snakke om stive tissemænd ved morgenbordet i dag. Men jeg skal da lige hilse og sige, at vi fik svesken på disken midt i morgenmaden. Om man så må sige…

For den 11-årige ville så gerne fortælle om en film, hun havde set i skolen om stive tissemænd.

A’ HVAD, har du set???!

Det viste sig heldigvis bare at dreje sig om en sød lille tegnefilm om at drenge pludselig kan få en stiv tissemand, når de kommer i puberteten og piger kan få ømme bryster. Og så’n. Altsammen rimelig harmløst. Og naturligt.

Men alligevel til stor undren og efterfulgt af en del spørgsmål til opklaring fra de mindre søskende på 5 og 8, der nu i det store hele kan springe skolens sexualundervisning over…

Måske var det karma

Hvor er jeg glad for, at jeg takkede ja til invitationen om at kravle ind under tæppet i sofaen med den 5 årige, da han den anden morgen med søvnig stemme sagde: “Kom lige mor” og løftede op i tæppet.

Egentlig var der en masse, jeg skulle nå. Så han burde allerede være på vej i børnehave.

Men jeg lod arbejde være arbejde og kravlede altså ind til ham. Og vi bare sad der. Sammen.
Ind til jeg en times tid senere fulgte ham i børnehave.

Senere på dagen tikkede en stor opgave – helt af sig selv – ind i den lille biks.
Måske var det karma?

Dejligt var det i hvert fald.

Børnelogik #5

Jeg ville ønske, at jeg kunne holde fast i den, børnelogikken. For den får mig til at smile og tænke. Over dybe ting, som man alt for let kan glemme, men som man faktisk har brug for at tænke over. Ind i mellem.

Fredag eftermiddag over en bolle:
Sejr, 5 år: “Mor, hvor har vi egentlig Jesus henne i kroppen?”
Mig: “Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved, hvad du mener…”
Sejr: “Jeg mener, hvor har vi egentlig Jesus henne i kroppen?
Mig: “Tror du da, at vi har Jesus i kroppen?”
…og så fik vi os ellers en glimrende snak om det. Vi fandt ikke noget svar på spørgsmålet, men vi havde godt af den snak. Han og jeg.

Er godt begyndt halvt fuldendt?

Jeg håber rigtig meget, at ordsproget “Godt begyndt er halvt fuldendt” også gælder for forældre med teenagere.

Uden at prale, tror jeg godt, at jeg som mor til 4 børn kan kalde mig en forholdsvis rutineret forælder. Det har bestemt ikke været let. Tålmodighed og følelser har været på seriøse prøver mere end én gang. Og er det løbende.
Men jeg har klaret det meste udmærket. Stort som småt. Fra fødsel og glæde til død og dyb håbløshed. Fra grin og øjeblikke af kærlighed og uendelig lykke til bundløs gråd, kolik, børneopkast i kavalergangen ombord på fly, virkelig mange nætter med alt for lidt og afbrudt søvn, ituslåede tænder, forældermøder, lægebesøg og madpakker i laaange baner.

I det mindste har det gjort mig pænt overlegen til at greje, om det er kram, overtalelse, gulerod eller tossede tidtagningskonkurrencer, der er brug for, når fx et børnehavebarn for alvor har taget nej-hatten på, men kabalen skal gå op og vi egentlig skal ud ad døren om morgenen. Eller der skal ryddes op i lego-eksplosionen på værelset. Eller vaskes fingre før aftensmaden.

Jeg har fået pænt styr på, at sætte de grænser, som jeg finder vigtige og holde dem. Eller åbne op for overskuelige “smuthuller”, når der er behov for det, hvis fx 1.klasses barnet ikke kan geare ned efter hysterisk fjolleri midt i maden. Eller på anden måde har kørt sig selv op i et hjørne, som det er svært at finde ud af igen.

Jeg er blevet en slags mester i at greje, om der skal lyttes, snakkes eller blot holdes om, når en 10 årig fx ikke kan finde hovede og hale i noget og synes, at det er svært at finde ud af livet. Eller er bange for ulve. Eller døden.

Jo, det går så fint på mange vigtige områder.
…Så længe der er tale om børn, der IKKE er teenagere!
For lige dér, på teenagefronten, må jeg indrømme, at der er et stykke vej endnu for mig. Lige dér bliver jeg usikker og totalt i tvivl igen. Og synes, at der er rigtig lang vej endnu. Som i RIGTIG lang vej.

For hvordan pokker viser jeg, at jeg holder af min teenager og meget gerne vil ham, når det meste af det, jeg siger og gør, bliver misforstået? Eller afvist?
Hvordan pokker finder jeg ud af, om jeg gør det rigtige, når reaktionen udebliver? Eller er negativ? Uanset, hvad jeg gør?
Hvordan pokker finder vi noget at lave sammen – eller blot mødes om – når vi er så langt fra hinanden? Og alligevel tæt?
Hvordan pokker støtter jeg bedst op om, at min teenager vokser som et selvstændigt menneske, men at jeg stadig som mor har holdninger til og ønsker for mit teenagebarns liv? Uden at blande mig for meget? Eller for lidt?
Hvordan pokker respekterer jeg bedst ham og det, han gerne vil samtidig med, at vi er en familie, der skal fungere og nødvendigvis må stille krav til hinanden for ikke at ende som et pensionat, der står parat 24/7?
Hvordan pokker giver jeg slip, samtidig med at jeg også holder bare lidt fast? I noget?
Og hvad med alt det, jeg gerne ville have lavet med ham, men som vi bare ikke nåede, fordi der hele tiden var så meget andet? Og er det for sent nu?
Hvordan pokker gør jeg som forælder til en teenager?
Hvordan blev han i det hele taget så stor, så hurtigt?!

…På sigt kort eller lang fremstår stadig uvis forventer jeg, at finde en form for svar. I det mindste på nogle af spørgsmålene, så mine 4 børn eller blot nogle af dem, får en chance for at blive vellykkede mennesker.
Hvem ved, måske ender jeg endda også ud som halvkompetent teenager-mor.
En gang…

Så det gør jeg!

Når man én gang har haft hovedet for alvor nede i noget stress er man straks på dupperne, hvis man oplever symptomer, der kan minde om dem, man havde på det tidspunkt. Også selv om det kun er i mild grad…

Sådan er det i hvert fald for mig lige for tiden, hvor jeg oplever, at det hele let bliver til én mudret masse af uoverskuelige ting, som jeg skal have gjort og have styr på. Ting, jeg skubber foran mig, men som jeg ikke helt ved, hvor jeg skal begynde eller ende med.

Jeg finder sikkert en vej ind til at få løst hver enkelt opgave. En vej til at kunne overskue det hele. En lille ting ad gangen. Og alt falder sikker på plads igen. Engang.
Men jeg bliver frygtelig bange, når jeg mærker snerten af de situationer. Bange for at miste overblikket igen. Bange for at synke ned i afmagt og total uoverskuelighed. Bange for at skulle kæmpe én gang til. Også selv om, der måske ikke er noget at frygte endnu.

Det er egentlig paradoksalt, for i virkeligheden skulle jeg jo tænke: Yes! Min krop og mit hovede har lært det nu. At give mig besked FØR det går galt, så jeg kan stoppe op og passe bedre på mig selv.

Så det gør jeg!

Nok

Jeg har elsket at holde efterårsferie sammen med mine børn i denne uge. Der har været tid til alt og intet. Tid til spil, gåture, god mad, middagslure, film og varm kakao. Og det har været dejligt.

Men nu har jeg fået nok. Rigtig meget nok.

Nok af at skulle sørge for indkøb, mad og tålelige aktiviteter for en hel familie, som i virkeligheden spænder over alt for mange aldre og interesser til at kunne mødes i et tilfredsstillende fællesskab for alle. Lige nu. En hel uge.
Nok af at stå til rådighed og være ansvarlig for hyggeligt samvær og fordragelighed. Og nok af at hjælpe med at rede diverse små kurer på tråden ud af verden og sørge for at alle føler sig set og nyder ferien. En hel uge.
Nok af at mindre børn vågner kl. 6, mens teenagebørn sover til kl. 11 og ikke er klar til at foretage sig noget før kl. 13 uden at være sure. En hel uge.
Nok af at sørge for at nogen husker at rydde Playmobil op, før modellervoks eller balloner bliver pakket frem og fylder stuen. Igen. En hel uge.
Nok af at være noget for nogen og være sammen med nogen. En hel uge. Nok af børn og familietid. Nok af nok. Bare nok.

Trænger til ferie. Alene. En hel uge.

Er du projektørliderlig?

Jo, jeg er her stadig. Lidt. Selv om bloggen har holdt sig en lang sommerpause. Også for lang. Sorry.

Det er ikke fordi jeg ikke har oplevet noget eller har haft noget på hjerte. Jeg fik mig bare ikke sat ned og skrevet her. Noget. Overhovedet.

Men det gør jeg i dag; med udgangspunkt i dette tankevækkende debatindlæg om hvorfor “selvpromovering” og eksponering (måske) er en del af unges kultur. Bl.a. fordi jeg alligevel er hjemme med 2 syge børn, der ikke orker andet end at se intetsigende børnetv – og det gør jeg ikke, men jeg er alligevel nødt til at sidde stand by, men kan ikke koncentrere mig om at arbejde seriøst med programmer som “Ummi Zummi” og “Dora” ved min side.

Når vi (ja, jeg er stadig ung, selvom jeg rundede de 40 denne sommer) fx blogger, poster eller skriver statusopdateringer om dette og hint på Facebook, Linked In, Twitter, Instagram mm, skyldes det så, at vi er en flok narcisistiske, selvpromoverende ’Mig A/S’er’ med en indredrevet eksponeringstrang? Skyldes det, at vi nærmest er projektørliderlige?

Tja, sådan oplever jeg det faktisk ikke, når jeg poster noget. Jeg har ikke sådan en “se mig, se mig” trang. Men jeg poster alligevel. Og hvorfor gør jeg det?

Forsker Mathias Herup Nielsen mener, at der ligger en dybere grund end selveksponering. Han mener, at tidsånden delvist “presser” os ud i projektørlyset. At vi er nødt til at hævde os selv for at kunne klare os, fordi omgivelserne forventer det.
Det tror jeg, at han har delvist ret i. Det er blevet en del af vores kultur og en nødvendighed for at blive set på et arbejdsmarked, hvor vi ellers ville forsvinde i mængden — måske er det endda blevet en del af vores sociale identitet.

Min egen forklaring er dog mere simpel: Måske poster jeg ganske enkelt, fordi jeg har noget på hjerte, som jeg bare gerne vil sætte ord på — for mig selv eller for andre.
I “gamle dage” fældede jeg mine tanker ned i en dagbog. Men ingen læste dem…  hvilket måske er godt det samme, thi de var/er ganske ordinære. Nu fælder jeg sporadisk mine tanker og meninger ned her eller i en kort status på facebook. Og kan endda nogle gange være så heldig, at andre gider at kommentere på dem. Det giver både et sjovere og dybere lag til mit liv, både fagligt og socialt. Et lag, der kan være med til at inspirere, så jeg ser verden og mit eget liv fra andre vinkler. Et lag, der gør, at jeg måske tør give lidt mere af mig selv, fordi det giver så meget igen. Og et lag, der supplerer min ansigt til ansigt kontakt med folk.
Så nej, ingen projektørliderlighed her. Blot kommunikerende væsen.

Nå, de syge børn er sultne og trænger til at blive aet over håret…

Sygehjælper

Syge børn passer ALDRIG ind i planerne. Og således heller ikke denne gang. På 3.dagen hutler vi os igennem med febersyg firårig on the side.

Men selv om arbejdsopgaverne imens hober sig op og aftaler skubbes ud i fremtiden (nej, der kommer ingen vikar og ordner mine opgaver, mens jeg passer sygt barn), er det alligevel nogle gange en slags “held i uheld” med sådan en omgang børnesygdom.

Ikke for barnet og ikke for arbejdet, forstås.

Men da der ikke er så meget andet at gøre end at sætte sig ned sammen med sønnemand og holde om og holde af, kan jeg lige så godt se det positive i dét. Og faktisk trænger jeg umådeligt meget til at slippe arbejdsopgaver og tanker om, hvordan dagen og vejen skal hænge sammen i den lille biks. Og til udelukkende at være mor. For et øjeblik….

Så det vil jeg gøre. Og lade som om, der kun findes lige nu og her. Sammen med febersyg firårig.

Alt godt her

Så nåede jeg endelig til at lukke godt og grundigt ned for en travl uge med arbejde og alt for mange øvrige gøremål samt syge børn 3 af ugens hverdage.
Jeg er træt med træt på. Men jeg nåede det hele (endnu en gang) og er bare umådelig glad for endelig at være nået til første marts, forår og solskinsweekend. Den vil blive brugt flittigt. På sofaen!

 

Har du taget stilling?

Hvor jeg har været den seneste måned? Ikke på bloggen i hvert fald!

Tjoe, for uden arbejdet i biksen, samvær med familien og en del organiseren af børnefødselsdage, konfirmation samt en spritny niece af den sødeste slags, har jeg rumsteret en del ovre på facebook. Her har jeg haft gang i at arrangere, oprette og administrere grupper, sider, dele indlæg samt skrive bunkevis af læserbreve, kronikker, pressemeddelelser og den slags. Som rent faktisk også er endt i lidt forskellige landsdækkende medier. Facebook er fantastisk!

Alt sammen af den simple grund, at jeg er temmelig meget imod, at regeringen vil indføre tvungne heldagsskoler for ALLE børn. Og fordi jeg ikke bare har kunnet sidde med min uenighed og frustration i skødet uden at prøve at gøre noget. Som sagt så gjort og “vupti” i løbet af 4 uger er vi godt 3.500 medlemmer i den største gruppe, der bidrager med indlæg, der når ud til omkring 160.000 mennesker.

Om vi reelt flytter noget med sådan et virtuelt “oprør” hjemme fra sofaen? Jeg tror det faktisk. Jeg tror, at vores fælles talerør i det mindste får nogle forældre til at tage stilling til, hvad de ønsker for deres børn. Uanset om de er enige i, at heldagsskole er godt for alle børn eller ej, så er det mindste man kan gøre for sine børn vel at overveje, hvad man ønsker for dem i de timer, de er uden for hjemmets fire vægge.

Har du taget stilling til, hvad du ønsker for dine børn?

Epinions undersøgelse af, hvordan forældre har det med heldagsskolen

Ikke et ord om overspringshandlinger!

Efter et par dage med syge børn hjemme og en nat, hvor jeg ikke har sovet særlig godt, men hvor det alligevel lykkedes os at sove over os (wtf?!), sidder jeg og prøver på at få lavet noget reelt arbejde, som jeg skal aflevere til kunde lige om et snart.

Det går bare ikke specielt godt, for jeg falder hele tiden i alverdens overspringshandlinger. Og falder i staver. Over alt muligt. Ingenting. Hvad som helst. Fx over min skønne udsigt fra skrivebordet (nej, det er snyd, jeg har rejst mig fra skrivebordet): Udsigt til bøgeskovens vinterlandskab set INDE fra. Så bliver det ikke meget bedre.

Eller jo, jeg ville da ikke takke nej til en rejse sydpå til en 25-30 graders varme. Måske jeg også lige skal overspringsdrømmhandle lidt afbudsrejser nu…

Flere banaliteter, fx om venskaber

Hov, hvad blev der af de sidste mange uger? De forsvandt. Simpelthen. Sammen med julen, sygdom, travlhed, en afleveret eksamensopgave og et ikke eksisterende behov for at blogge og ytre sig om hverdagsbanaliteter. Ganske enkelt.

Jo, jeg har da tænkt på bloggen, på jer, på at jeg burde skrive noget. Men det er blevet ved tankerne. Men altså godt nytår og hej igen til dem, der stadig måtte hænge ved. Om nogen?

Af hverdagsbanale tanker siden sidst har jeg bl.a. tænkt en del over:
Arbejde, arbejdssituation, familie, sygdom, at få det hele til at gå op i en højere enhed, jul og juleferie, arbejde, arbejdssituation, at få det hele til at gå op i en form for helhed, meningen med livet eller mangel på samme. Ja, the usual. Og så lige den forestående konfirmation til april.

Og venskab. For hvordan er det nu lige? SKAL man for enhver pris acceptere de venskaber, som ens barn vælger at kaste energi og kærlighed i – også selv om man kan se, at det ikke er venskaber, der er særlig gode for ens barn? Måske endda lige frem får ens barn til at komme i klemme og bestemt ikke bringer det bedste frem i ens barn? Nej vel. Men hvordan gør man så, for at støtte bedst op om at styre uden om de venskaber? Og kan man? Bør man?

Nå, men intetionen om lidt hyppigere blogning er til stede.  Men jeg lover intet…

 

Held i uheld

Jeg havde i den grad regnet med at være færdig inden jul med den skide eksamensopgave, som jeg har indladt mig på at aflevere på journalisthøjskolen lige efter jul. Så jeg kan blive helt rigtig og vaskeægte færdiguddannet diplomjournalist lige om snart. Og måske dermed lande lidt flere kunder i biksen eller lige frem en ansættelse et sted, hvor jeg rent faktisk regner med at kunne gøre en forskel!? Og hvor de synes, at det er fedt, at jeg er der!

Men jeg er i stedet druknet i research, mulige vinkler og det faktum, at det valgte felt har været frygtelig meget i vælten på det seneste, så rigtig mange af mine kilder ikke har haft sønderlig meget kalendertid til at tale med studerende/freelancere. Yep, folkeskolereformen.

For ikke at nævne det faktum, at julen står pænt meget for døren. Hvilket også har gjort sit til, at det har været svært at nå det hele. Og syge børn. Ikke mindst!

Og pludselig kan jeg igen mærke en snert af stress, uro og bekymringer. Om alt muligt. Og at alt bliver så pokkers uoverskueligt. Måske uden grund!? Både de konkrete ting og de mere ukonkrete. Som jeg ikke aner, hvor jeg skal begynde med eller ende. Desværre. Igen.

Jeg skal nok komme op igen. Det er jeg sikker på. Jeg ved, at jeg kan – måske endda også hvordan. Og det er jo et pænt stykke af vejen.
Jeg havde bare ikke brug for dét lige nu, hvor alt ellers gik så godt…

Igen i dag har jeg et sygt lille barn hjemme. Og selv om jeg i morges slet ikke kunne overskue at skulle have ham hjemme igen (for så ville jeg jo SLET ikke kunne nå at få opgaven tættere på færdig), er det intet mindre end et lille held i uheld for mig. For dermed har jeg ikke mulighed for at synes, at jeg skal lave den skide eksamensopgave. Dermed er jeg bare nødt til at være sammen med ham, nusse, putte, trøste og holde om. Og ikke tænke på noget af alt det jeg burde. For det vigtigste er at være sammen med ham.

Det trængte jeg til!

Nu sover han. For vi har trillet havregrynskugler og set film sammen. Og så blev han træt. Alt er godt og vi holder juleferie og glemmer alt om alt. Fra nu af!

 

 

 

Begrænset gensynsglæde

Ikke for noget, men det er riiiiimelig svært at være helt oppe at køre over at have besøg af børnehavedrillenissen ‘Taske’ for 10.år i træk. Dybt suk og åh, som har jeg aldrig været særlig begejstret for det koncept. Det har til gengæld mine børn.

Derfor blev det endnu en gang til lidt uopfindsomme løjer med toiletpapir i værelset, kakaomælk i mælkekartonene og grødris i støvlerne.

Godt så, tjek og flueben ved det. Og farvel med dig, Taske. Vi ses igen næste år! Jeg kan næsten ikke vente — for det bliver nok sidste år vi ses!

 

Hvor stor en procentdel af tiden er det fedt at være mor?

For Malene Neis er det 10%. Blandingsforholdet hos mig er måske et andet end de 90/10 %.

Men bortset fra det synes jeg, at det er dejligt befriende, at hun i sit debatindlæg tager bladet fra munden og piller lidt ved idealiseringen og idylliseringen af at være mor.

For det ER benhårdt arbejde det meste af tiden. Det ER det! Og jo, gu fanden er der øjeblikke af at ønske noget andet. At ønske at være uafhængig igen. At være sig selv. Og måske fortryde. Lige lidt.

Og det gør det så meget lettere at sige det. Højt. Til hinanden.
Og nej, det betyder ikke, at man ikke elsker sine børn. Bare at man måske savner sig selv.

Julestemning, hvor er du?

Et par tætpakkede uger med arbejde, kursus, syge børn og en enkelt begravelse afsluttede min november på en lidt rå måde. Men så skulle man jo tro, at december til gengæld ville stille sig klar med lidt mildhed og rum til julehygge. Det havde jeg set frem til.

Jeg synes dog på ingen måde, at december viser sig fra sin gode side. Endnu.

I stedet blev det til indlæggelse af virkelig slap og dårlig sønnemand med astmatisk bronkitis i weekenden. Og efterfølgende omgangssyge til mig og et par arbejdsrelaterede afslag for lige at toppe humøret.

I behøver ikke at ynke mig — jeg skal bare have luft. Jeg skal bare have lov at sige det uden at synes, at jeg skal tage mig sammen. Der er bare et stykke vej til julestemningen og overskud.

Sønnemand er heldigvis i let bedring. Dét er dejligt. Og vigtigst.

En risiko værd at løbe…

I Blå Bog på min efterskole en gang i forrige årtusinde skrev de andre noget vås om mig med, at jeg var så blåøjet, at jeg hver dag fik øje på et nyt menneske, som var ih og åh så fantastisk. Var jeg virkelig sådan?!

Ja ok, indrømmet. Sådan er jeg vist. For der findes virkelig mange skønne, sjove og fantastiske mennesker, når man lige kigger efter. Og det gør jeg.

Gennem årene har dét blåøjede menneskekendskabsbarometer dog slået fejl nogle gange og givet mig et par overraskende puf over snuden, som jeg efterfølgende har trukket lidt til mig.

Men jeg er stadig sådan én, som nemt får øje på de gode ting i mennesker. Og nemt synes, at de er spændende og rare at være sammen med. Og som nogle gange alt for sent gennemskuer folks evt. skjulte og nedrige motiver, som betyder, at de ikke nødvendigvis er gode for mig at være sammen med. Nogle gange opdager jeg virkelig sent, når nogle mennesker mest har har sig selv og det at hævde sig selv for øje. På andres bekostning. F.eks. min.

Således også for noget tid siden. Og det svider lidt.

Heldigvis har jeg masser af fiiine venskaber, der rækker næsten lige så dybt eller langt tilbage som Methusalem. Og som på kun et øjeblik nulstiller mit indre menneskekendskabsbarometer og bekræfter mig i, at der virkelig findes mange skønne og fantastiske mennesker. Og at de er værd at få øje på og være sammen med. At det andet bare er en risiko, jeg må løbe.

Det var så skønt, da du kom forbi i torsdags! Og jo, spor sætter du nok af ;-)

Banale hverdagstanker, der virker

Om jeg har været 1 måned sydpå uden netforbindelse? Om jeg har haft brækket alle mine 10 fingre, så jeg ikke kunne skrive? Eller om jeg har været så travlt optaget af buissness, at jeg ikke har kunnet afse et øjeblik til et blogindlæg?

Nej. Nej. Og kun en lille smule. Men mest af alt har jeg bare syntes, at mine tanker var for banale til at nedfælde. Hvilket underligt nok ikke har afholdt mig fra at blogge tidligere.
Om jeg er tilbage på bloggen for fuld styrke? Det vil vise sig. I dag har jeg i hvert fald en tanke, jeg godt vil dele. Selv om den også er banal…


Det er træt mandag morgen. Vi er flere, der er let morgensure. Eller i hvert fald ikke oplagte til mandag. I særdeleshed Sejr på 4, der stejler og skælder ud på alt og alle, der nærmer sig ham. Morgenmad, toiletbesøg, søskende, mor der forsøger at hjælpe, at få tøj på, at han om lidt skal i børnehave. Alle får vi et fur af de større med på vejen.

Jeg tager dybe indåndinger undervejs og forsøger at stryge MED hårene. Men jeg er bare selv for mandagsmorgentræt til at have overskuddet. Og det bliver til flere højlydte: “Stop så , Sejr!”.

Jeg ved godt, at det ikke er det, han har brug for. Men det er det, jeg kan give ham. For tiden og mit eget humør står i vejen for andet.
Men da de 3 skolebørn er sendt af sted med hver deres skoletaske fyldt med ting til dagen … fuck, vi glemte igen at få Smillas biblioteksbøger i tasken…, kan jeg endelig finde det frem, som jeg ved, han har brug for:

I starten stritter han i mod, men jeg tager ham ind til mig og vi sidder bare og rokker frem og tilbage sammen. Helt uden at sige noget. i ca. 5 minutter. Og minut for minut slapper han af og bliver blød og glad og til sidst bliver han på magisk vis helt sig selv, der rejser sig og siger: “Nu er jeg klar til at komme i børnehave!” Og det er han.

Det er så banalt, men det er virkelig, når man er allermest irriterende, allermest ucharmerende og allermest ude af sig selv, at man har brug for at mærke, at nogen holder af én.
Så banalt er det. Og jeg VED, at det virker for både børn og voksne i denne familie.

Men det er ikke altid, at jeg magter at gøre det. Og så skal jeg lige have fundet ud af, hvordan teenagemodellen af ovenstående fungerer…

Åndehul

I dag trækker jeg vejret langsomt. Ånder ind og ud i lige nøjagtigt mit tempo. Og lige så mange eller få gange, som jeg vil.

En sæl med et åndehul.

Efter et par uger med virkelig drøn på hver dag, både arbejdsmæssigt og privat, er det i den grad tiltrængt. I den grad nødvendigt at skrue ned for tempoet og lave næsten ikke en skid. Så det gør jeg. Med næsten god samvittighed.

Yay, fordi det kan lade sig gøre!

 

‘Ond mor’ legen

Jeg har leget mange skøre og fantasifulde lege som barn. Og som lærer og efter jeg selv har fået 4 børn har jeg naturligvis mødt endnu flere crazy lege, jeg ikke anede fandtes.

Bl.a. er jeg ikke før stødt på ‘ond mor’ legen. Derfor håber jeg inderligt, at det er heeeelt naturligt, når en ellers normal pige på 6 år siger: “Jeg elsker bare at lege den leg, hvor jeg er en rigtig ond mor!”. Wtf?

Så jeg spurgte da lige ind til, hvad det nu gik ud på. Og trods et lille strejf af “bekymring” var det ualmindelig svært for mig at holde masken, da det kom frem, at legen gik ud på at fodre sine bamser med lort og sætte dem ud i regnen uden tøj på. Og lade dem sove i senge, der er alt for små.

Feel free til at introducere dit barn til legen, hvis du synes…